Jesper Wung-Sung

Enspænderen Janus, iført en lang, sort herrefrakke, går gade op og gade ned. Af og til drikker han en slurk af den Jack Daniels flaske, som altid ligger parat i inderlommen. Af og til onanerer han, som i øvrigt er hans fritidsbeskæftigelse op til 7 gange om dagen, bag et busstoppested til en undertøjreklame.

 

Hans sprog bærer præg af en sindsforvirret teenager, der er nedtrykt og ikke føler sig forstået, da det indeholder korte, præcise sætninger, en del slang – og så alligevel ikke. Når han er sammen med Marcus og de gennemgår, analyserer, debaterer og kritiserer hele verden fra ende til anden, skinner hans intelligens igennem, slang'et forsvinder næsten helt og den rigtige Janus kommer til udtryk. Det er her han befinder sig godt.

 

Derhjemme derimod, føler han ikke at han hører til. Hans storebrødre er succesfulde. Den ene er ejendomsmægler og den anden har kone og børn. Når de er på besøg, vil Janus hellere end gerne bare forsvinde. Forældrene beundrer de to storebrødre, som var de guder. Alt hvad de siger er lov. Når ejendomsmæglerbroren fortæller dem, hvad huset kan sælges for, bliver de som nyforelskede. Janus kan ikke holde det ud. Han føler ikke at forældrene tror på ham, og at de for længst har opgivet ham. Dette resulterer i stort mangel på selvværd. Han hader sig selv.

 

Men da han lærer Marcus at kende, sker der pludseligt noget. Der er endelig en der forstår og respekterer ham. Gennem Marcus og de dialoger og debatter de fører, begynder Janus at se de gode sider af sig selv. For første gang ser han i spejlet og tænker ”jeg er pæn”.

 

Mens Marcus vender vreden indad, vender Janus den udad med en form for humor og ironi. Han hjælper til i husholdningen, hjælper med at bygge carporten og køber sin egen lejlighed.

 

I gennem historiens forløb håber man på, at Janus på en eller anden måde får lirket sig ud af konflikten, så han kan leve et normalt liv i sin nye lejlighed, med en masse nye venner, nu da han er på rette vej. Men det der går galt for ham, er fascinationen af Marcus og livet. Marcus er bliver hans forbillede. Han indrømmer det ikke direkte, men hans trang til fællesskab gør, at han ikke vil sige stop.

På side 130, øverst står der: Han er imponeret over de mængder Marcus kan drikke. [..] Nu kæver han den bajer efter den anden. Men Janus følger trop, det gør han. Han er med.

 

Læg mærke til den sidste sætning: Han er med. Den hentyder til at Janus er bange for ikke længere at være en del af fælleskabet. Jeg tror ikke engang, at Janus er klar over det, men gør det ubevidst. 

 

Enspænderen Janus, iført en lang, sort herrefrakke, går gade op og gade ned. Af og til drikker han en slurk af den Jack Daniels flaske, som altid ligger parat i inderlommen. Af og til onanerer han, som i øvrigt er hans fritidsbeskæftigelse op til 7 gange om dagen, bag et busstoppested til en undertøjreklame.

Hans sprog bærer præg af en sindsforvirret teenager, der er nedtrykt og ikke føler sig forstået, da det indeholder korte, præcise sætninger, en del slang – og så alligevel ikke. Når han er sammen med Marcus og de gennemgår, analyserer, debaterer og kritiserer hele verden fra ende til anden, skinner hans intelligens igennem, slang'et forsvinder næsten helt og den rigtige Janus kommer til udtryk. Det er her han befinder sig godt. Derhjemme derimod, føler han ikke at han hører til. Hans storebrødre er succesfulde. Den ene er ejendomsmægler og den anden har kone og børn. Når de er på besøg, vil Janus hellere end gerne bare forsvinde. Forældrene beundrer de to storebrødre, som var de guder. Alt hvad de siger er lov. Når ejendomsmæglerbroren fortæller dem, hvad huset kan sælges for, bliver de som nyforelskede. Janus kan ikke holde det ud. Han føler ikke at forældrene tror på ham, og at de for længst har opgivet ham. Dette resulterer i stort mangel på selvværd. Han hader sig selv. Men da han lærer Marcus at kende, sker der pludseligt noget. Der er endelig en der forstår og respekterer ham. Gennem Marcus og de dialoger og debatter de fører, begynder Janus at se de gode sider af sig selv. For første gang ser han i spejlet og tænker ”jeg er pæn”. Mens Marcus vender vreden indad, vender Janus den udad med en form for humor og ironi. Han hjælper til i husholdningen, hjælper med at bygge carporten og køber sin egen lejlighed. I gennem historiens forløb håber man på, at Janus på en eller anden måde får lirket sig ud af konflikten, så han kan leve et normalt liv i sin nye lejlighed, med en masse nye venner, nu da han er på rette vej. Men det der går galt for ham, er fascinationen af Marcus og livet. Marcus er bliver hans forbillede. Han indrømmer det ikke direkte, men hans trang til fællesskab gør, at han ikke vil sige stop. På side 130, øverst står der: Han er imponeret over de mængder Marcus kan drikke. [..] Nu kæver han den bajer efter den anden. Men Janus følger trop, det gør han. Han er med. Læg mærke til den sidste sætning: Han er med. Den hentyder til at Janus er bange for ikke længere at være en del af fælleskabet. Jeg tror ikke engang, at Janus er klar over det, men gør det ubevidst.